Til ære for tilbage-til-skole-sæsonen er her en historie fra en PsychAlive-læser om erfaringer som folkeskolelærer. Som lærer er det nemt at føle, at du er bedre end de børn, du underviser. Det er nemt at føle, at du altid ved, hvad der er rigtigt og ved, hvordan du bedst kan håndtere enhver situation, idet du er dine elever overlegen. Det er med andre ord let at spille rollen som lærer.
Efter min erfaring fungerer den rolle ikke, når den anvendes på børn. Jeg har lært, at selvom jeg måske er ældre, har mere erfaring og har haft flere års uddannelse, giver det mig ikke det privilegium at være et iboende bedre menneske. De børn, jeg underviser, er lige så vigtige, som jeg er. Deres tanker, følelser, frygt og glæder er lige så værd som mine. I den henseende er vi alle i samme båd.
Da jeg lærte dette og nærmede mig børnene fra et grundlæggende menneskeligt niveau, fandt jeg ud af, at vi kunne håndtere hinanden med gensidig forståelse. Rollespillet var væk. Jeg er nu i den heldige position at være i stand til at hjælpe de børn, jeg underviser, med at komme videre i livet, hjælpe dem med at fungere i vores samfund og forhåbentlig lære at opføre sig på en måde, der giver dem mulighed for at respektere sig selv.
Jeg har et barn, der har haft en fascination af dinosaurer i de sidste fire år. Jeg respekterer hans viden, som ærligt talt på dette tidspunkt er større end min. Jeg ved ikke alt, er ikke ekspert i alt og lærer nogle gange med de børn, jeg underviser. Dette giver en sjov udveksling mellem os, en anerkendelse af hinanden og vores styrker og svagheder. At kunne forholde sig som et medmenneske – og ikke i en rolle – er det, der gør undervisningen til en fornøjelig og tilfredsstillende indsats for mig.
– Ali Ironside