'Hvad holder mig fra at føle?'
Hvordan kunne noget så naturligt som at føle vores følelser være så svært? Der er en meget logisk forklaring på, hvorfor vi har problemer med at få adgang til vores følelser og i stedet finder os selv afskåret og løsrevet. Mange af os er forsvaret mod følelse, og for at forstå hvorfor, må vi gå tilbage til, da vi først udviklede vores forsvar.
Da vi var børn, var vi for små og sårbare til effektivt at klare vores miljø. Vi var virkelig magtesløse og afhængige af, at andre tog sig af os og opfylder vores behov. Desværre, uanset hvor kærlige og omsorgsfulde de voksne i et barns liv er, er de ikke i stand til at forudse eller opfylde alle barnets behov. Selv den mest velmenende forælder kan ikke undgå at komme til kort på denne måde. Disse tider med utilsigtet følelsesmæssig ufølsomhed og afsavn er intenst smertefulde og frustrerende for spædbarnet og det lille barn. Spædbørn har ingen mulighed for at vide, at deres ubehag er midlertidigt, fordi de endnu ikke har et begreb om tid; de oplever deres smerte som overvældende og uendelig.
På disse tidspunkter var den eneste måde for os at klare os på at afskære disse forfærdelige følelser på en eller anden måde. Vi fandt måder at trøste os selv på som en erstatning for det, vi ikke fik. Uanset hvad vi gjorde – uanset om vi beroligede os selv med tommelfingersutte eller andre selvberoligende vaner eller forsvandt ind i en fantasiverden – blev vi straks lettet. Smerten var mindsket, og vi var bedre i stand til at fortsætte vores liv. Denne tilpasning reddede os. Hvad var alternativet? Smerten var for intens for os som små spædbørn, og vi gjorde, hvad vi skulle gøre. For at overleve klarede vi det intelligent: vi udviklede forsvar. Denne originale tilpasning lagde grunden til de individuelle forsvarsstile, som vi hver især udviklede, efterhånden som vi blev ældre.
Så vi voksede op. Og undervejs – hver gang vi var bange for, at vi skulle støde på smerte eller ulykke – vendte vi os til det samme forsvar, som tjente os så godt som små børn. Men nu er vi voksne – ikke børn. Vi er ikke længere afhængige af andre for at overleve. Selvom vi ikke længere er magtesløse ofre i den verden, vi lever i, lever vi stadig, som om vi er. Vi klynger os desperat til vores barndoms forsvar og tror, at vi stadig skal beskyttes mod verden, der kan overvælde os. Vi er uvidende om, at den slags trusler ikke eksisterer længere, ikke i den voksnes verden.
Det er nyttigt at undersøge, hvordan dine oprindelige defensive tilpasninger påvirker dit liv i dag. Kan du huske, hvordan du afskar dig selv fra smerte og frustration, da du var lille? Hvilken adfærd eller vaner beroligede dig som barn? Suttede du på tommelfingeren? Gned du et yndlingstæppe? Distraherede du dig selv ved at slås med et andet barn? Holdte du dig selv med selskab ved at tale med en imaginær ven? Forsvandt du ind i en verden af fantasi og forestillinger? Har du trukket dig tilbage og nægtet at tage noget fra nogen anden?
Tænk nu på dig selv i dag. Typisk oplever de af os, der beroligede os selv – med at suge en tommelfinger, gnide et yndlingstæppe, snurre i håret – nu at kæmpe med afhængighed af mad, stoffer eller alkohol. De af os, der beroligede os selv med gyngende eller anden gentagne adfærd, oplever nu, at vi er begrænset af liv med rutiner og kompulsivitet. De af os, der oprindeligt trak os tilbage i fantasien, er nu fortabt i at dagdrømme om succes i stedet for at forfølge rigtige mål. Og de af os, der lovede aldrig at få brug for noget fra nogen, oplever nu, at vi fører isolerede, selvfornægtende, ensomme liv.
Det er ironisk, at selve det forsvar, der reddede os følelsesmæssigt for så længe siden, nu berøver os vores liv i dag. Det, der oprindeligt tjente som en rimelig tilpasning til en uudholdelig situation, er blevet vores fængselsagent. Så her står vi – indhyllet i vores barndoms forsvar – uden at indse, at det er sikkert at smide rustningen.
Frit at føle. Fri til at være os selv. Fri til at opleve vores liv.