De fleste af os bruger meget tid på at tænke på os selv. Vi stiller spørgsmålstegn ved, om vi passer sammen med en romantisk partner, analyserer vores interaktioner på arbejdet og undrer os over, hvordan vi stødte på alt fra fester til forældremøder. På et eller andet niveau holder de fleste af os altid os selv på linje. Det er sikkert at sige, at en vis selvevaluering kan være en god ting, når det er en del af en værdig indsats for at følge vores egen moralske kodeks eller at udvikle os selv og foretage ændringer. Vores tendens til at definere, kategorisere og kritisere os selv kan dog også være destruktiv og begrænsende.
De fleste af os undervurderer, hvor dybt kritisk og direkte negativ vores proces med selvidentifikation og undersøgelse egentlig er. I den grad, vi definerer os selv gennem sproget og linsen af en grusom indre kritiker, begrænser vi os selv, underminerer vores potentiale og formår ikke at opfylde de fulde muligheder for vores identitet. I dette indlæg vil jeg illustrere, hvordan man lytter til vores ' kritisk indre stemme ' arbejder for at mindske vores evne til at vise sig hver dag som den person, vi ønsker at være: at blive den mest 'os'-version af os selv.
Den 'kritiske indre stemme' er et udtryk, der ofte bruges af psykolog Robert Firestone til at beskrive en del af os selv, der er imod os. Denne 'stemme' fornærmer, underbyder og angriber os direkte og skubber os dybere ind i selvhad og længere væk fra vores mål. Som en ond forælder eller træner, som vi har internaliseret, forsøger den kritiske indre stemme at blive ved med at bevise gyldigheden af de negative ideer, vi fik i vores hoveder om, hvem vi er fra meget tidligt i vores liv. Mange af os oplever denne tankeproces som en nærmest løbende kommentar i vores hoveder, som kan fremstå som ond og vred eller blød og medlidende. Dens formål er dog altid at modarbejde eller undertrykke udtryk for vores mest autentiske selv og forstærke destruktive budskaber fra vores fortid.
Hvordan former den kritiske indre stemme vores identitetsfølelse?
Mens vores positive egenskaber og selvfølelse ofte stammer fra positive barndomspåvirkninger, er den kritiske indre stemme født ud af negative oplevelser og holdninger, som vi blev udsat for, som normalt involverer vigtige indflydelsesrige personer som vores forældre eller tidlige omsorgspersoner. Som børn, der danner vores identitetsfølelse, er vi alle meget sårbare over for de kritiske holdninger, vores forældre udtrykker over for os såvel som over for sig selv. At definere udsagn til et barn (dvs. 'Hold op med at være så trængende. Du er sådan et skadedyr. Bare giv mig lidt fred og ro!') kan blive en del af et barns selvopfattelse. Han eller hun kan vokse op med at tænke: 'Jeg vil for meget. Jeg er en plage. Der er noget galt med mig.' Selv meget mere subtil adfærd, som en forælders ofte skuffede udtryk, mangel på fysisk hengivenhed eller manglende evne til at tilbyde konsekvent empati kan i høj grad påvirke et barns evigt udviklende selvopfattelse. På et ubevidst plan kan barnet finde på historier for at udfylde de tomme felter og retfærdiggøre deres forældres behandling. 'Jeg er for højlydt.' 'Jeg er ikke elskelig.' 'Jeg er ikke klog/smuk/slank/sjov/populær nok.'
Disse tidlige ideer danner vores indre kritikers ordforråd. I stedet for at se disse tanker som en destruktiv, ydre kraft, accepterer vi dem som vores egentlige synspunkt. Vi fortsætter derefter med at leve vores liv baseret på disse gamle, ofte forvrængede, forskrifter om, hvem vi er. For eksempel kan vi definere os selv med generelle udsagn: Jeg er stædig, jeg bekymrer mig, jeg er genert, jeg er ikke et menneske, jeg har det bedre alene, jeg er ikke fysisk attraktiv, jeg kan ikke tage mig af mig selv, jeg jeg er uansvarlig osv. Disse definitioner kan have skadelige virkninger på vores adfærd; for eksempel kan de føre til:
- Handlinger, der er i overensstemmelse med vores kritiske indre stemme
Vi kan begynde at opføre os på måder, der bekræfter vores kritiske holdninger. Hvis vi definerer os selv som stædige, kan vi retfærdiggøre adfærdsmønstre i vores forhold eller på arbejdspladsen, der damper andre, ignorerer deres råd eller feedback, eller som mangler sårbarhed og åbenhed.
- Udtryk for usikkerhed eller mangel på tillid
Når først disse ideer kommer ind i vores hoveder, ved vi måske ikke, hvordan vi skal opføre os naturligt. Hvis vi definerer os selv som generte, vil vi have meget sværere ved at være udadvendte, ikke fordi vi har noget galt med os socialt, men fordi vi fortæller os selv, at vi har noget galt med os. Det er svært at holde en naturlig samtale i gang, når vores sind bogstaveligt talt er oversvømmet med tanker, der minder og advarer os om alle vores mange fejl.
- Defensivitet eller overkompensation for vores selvkritiske tanker
Nogle gange er vi så fanget af vores kritiske indre stemme, at vi ikke kan fortælle, hvad der virkelig foregår omkring os. For eksempel kan vi have en samtale med en ven, der fortæller os én ting, men gennem filteret af denne 'stemme' hører vi noget helt andet. 'Hvorfor løber du ikke længere?' spørger vores ven. Men vi hører: 'Du er ved at komme ud af form. Hvorfor er du sådan en opgivende?'
Visse kommentarer eller begivenheder kan trigge os mere end andre, når de rammer en akkord fra en gammel symfoni af selvangreb. Hvis vi har en usikkerhed om vores intelligens, for eksempel, kan vi være meget følsomme over for enhver insinuation, som vi ikke kender til et bestemt emne. Denne øgede følsomhed kan få os til at projicere vores egen selvkritik over på andre og blive defensive. For eksempel kan vores ægtefælle korrigere os på en tilfældig kendsgerning, og vi finder os selv i at hoppe ned i hans eller hendes hals. 'Jeg ved det! Hvad? Tror du, jeg er dum?' Vi kan også forsøge at overkompensere for disse opfattede egenskaber. Hvis vi tænker på os selv som dovne og dårlige, kan vi arbejde os selv ind i panik og drive os selv til smertefulde længder for at lykkes.
Problemet med alle disse tre reaktioner på vores kritiske indre stemme er, at ingen af dem repræsenterer, hvad der virkelig er os. De er alle forvrængninger baseret på en gammel identitet, som er påtvunget os af en anden. Uanset om vi udspiller disse egenskaber eller forsvarer os mod dem, bøjer vi os selv ud af form i stedet for at opdage, hvem vi virkelig er eller beslutte, hvem vi virkelig vil være.
Hvis vi ikke bryder dette mønster, risikerer vi at give disse holdninger videre til fremtidige generationer. Da de studerede de kritiske indre stemmer i familier, blev far og datters psykologer Robert og Ell W. overrasket over, hvor ens de negative tanker, som forældrene udtrykte, var som deres teenagere og voksne børn. Uden at høre hinanden navngive deres kritiske indre stemmer, ville forældre og børn ofte sige næsten de samme ting om sig selv, nogle gange praktisk talt ord for ord.
Uanset hvor vores selvkritiske holdninger kommer fra, kan vi bryde cyklussen og lære teknikker til i stigende grad at frigøre os fra vores kritiske indre stemme. Ud over at skabe Stemmeterapi , en kognitiv/ affektiv/ adfærdsterapeutisk tilgang til at udfordre den kritiske indre stemme, har Dr. Firestone skrevet meget om skridt, folk kan tage at bekæmpe dette 'anti-selv'. Disse trin involverer at identificere, liste og reagere på vores indre kritiker. Men der er endnu en grundlæggende handling, vi kan tage i dette minut for at bryde fri af vores indre kritiker og omforme vores identitetsfølelse. Dette trin, hvor simpelt det end lyder, er at tage en bevidst beslutning om ikke at acceptere hvilken definition vi har af os selv.
Vi kan gøre en ihærdig indsats for IKKE at påtage os den identitet, som blev foreskrevet for os af vores indre kritiker. Vedtag en nultolerancepolitik, og hvert eneste øjeblik den stemme kommer snigende, tolerer det ikke. Hvis der står: 'Du er ikke en taler. Bare hold dig i baggrunden og træk ikke opmærksomhed,' så tænk over, hvad dit egentlige mål er. Hvordan vil du føle dig ved ikke at sige din mening? Er det virkelig den du er? Hvis den stemme fortæller dig, 'Du er værdiløs, hvis du ikke får disse mennesker til at lide dig', er det måske på tide at slappe af og lade dig være uden at prøve at bevise noget på den ene eller anden måde. Det er vigtigt ikke at lade disse stemmer forvrænge vores handlinger, enten at skubbe os i retning af en selvopfyldende profeti, hvor vi udspiller netop den egenskab, vi frygter, eller på bagsiden for at overkompensere eller blive defensive. Når vi helhjertet afviser denne selvdefinition uden overvejelser, overvejelser eller forhandling, åbner vi plads til at omdefinere os selv som hvem vi vil være.