Vi kan pege fingre i kølvandet på Sandy Hook. Det er våbnene, NRA, politikerne, de voldelige videospil, Aspergers eller skolens sikkerhed. I bund og grund er det et menneskeligt problem! Som samfund har vi bevæget os væk fra at tænke, føle og være i forbindelse. Ja der er tristhed, vrede, smerte, skuffelse, frustration, såret osv. osv. i verden. Det virker som om, vi er i et øjeblik i historien, hvor vi medicinerer med stoffer, arbejde, penge, elektroniske enheder, alkohol, mad og meget mere. Det er tid til at STOPPE og genoprette forbindelsen til den menneskelige oplevelse. Vi synes at have mistet forestillingerne om medfølelse og accept. Ja, som samfund involverer den nationale debat spørgsmål om forskellighed: homoseksuelle ægteskaber, race og fordomme. Selvom disse er vigtige, er der andre typer skader, der sker i skolegården, mellem mennesker og i os selv, når vi ikke lever op til vores forventninger, bliver afskediget eller lider af depression, alkoholisme, spiseforstyrrelser eller angst bag lukkede døre. Det er de problemer, vi har mistet kontakten til.
Som forældre og mennesker er det tid til at revurdere vores forhold med ubehagelige følelser. Kan vi bære dem i os selv? Kan vi bære dem i vores kære, ægtefælle og børn? Hvis vi som forældre har svært ved dette, hvordan kan vi så hjælpe vores børn? Tidligere, uanset om det var kirke, arbejde skulder ved skulder på gården, udvidede familier, tættere sammenknyttede samfund, mindre aggression i medierne (tv, videospil) eller mindre adgang til militære våben, var der ingen massakrer som Sandy Hook, Columbine, Virginia Tech eller optagelser på den offentlige plads som Gabrielle Giffords i Tucson eller på vores samlingssteder såsom en biograf i Aurora. I denne tid med arbejde, computere og generel forretning er der mere anonymitet, alenehed, isolation. Der er flere timer brugt på Call of Duty, Counter Strike, Halo eller andre voldelige first person shooter videospil og våben til rådighed, der har magasiner, der skyder endeløse kugler. Ja, med finanspolitikken, økonomiske vanskeligheder og kampen for at få enderne til at mødes, er belastningerne endnu højere. Det er derfor vigtigt i denne tid at bevæge sig fra isolation, tavshed og hemmeligholdelse, når man er i nød. Vores vej frem er mere forbindelse, ikke mindre, uddybning, ikke at undgå og bevæge sig mod medfølelse og accept.
Der har altid været smertefulde/ubehagelige følelser. Denne massakre på uskyldige folkeskolebørn er en opfordring til handling. Lad os ikke blive fanget af politisk retorik. Lad os i stedet tage os tid til at se på vores samfund, vores børn vores hjemmeliv og os selv. Taler vi med vores børn om smertefulde følelser? Hvordan handler vi, behandler andre og reagerer på smerte, nød og tristhed? Undgår eller peger vi fingre og siger, at problemet ligger hos andre? Hvis ja, hvad er det, der gør os så utilpas? Det er på tide at se ind i os selv for at lære at række ud efter hjælp og støtte og til gengæld række hånden ud og støtte en anden i smerte. Smertefulde følelser er en del af at være i live, men efterladt i mørket kan de være ødelæggende. Hvis du er bange, angst, trist eller ensom, er det tid til at kontakte familie, venner, religiøse institutioner eller andre støttende grupper for at opbygge fællesskabet igen. Hvis dine børn er bange, angste, triste eller ensomme, så tag fat i dem eller hjælp dem med at finde ressourcer i samfundet, som kan være sammen med dem. Nogle svar kan komme fra Washington eller regeringen, men magten til at skabe forandring nu ligger i vores samfund og os selv. Vi har alle følelser, og vi skal alle lære om dem. Det er tid til at mødes, være til stede og have plads til hele rækken af følelser, som er den menneskelige oplevelse.